BLOG



Ledig som førstegenerations akademiker (15. februar 2019)

- Af Pernille


Som en slange i bushen, parat til hug. Ligger den. Tvivlen. Den snigende tvivl. Den tvivl der sætter spørgsmål ved, om jeg nu også er god nok til det her…

Jeg er rundet af den lollandske muld. Med arbejdsomheden i top og en lille snert af jantelov under overfladen. Fra jeg som tolvårig kunne køre med aviser, gjorde jeg det. Ved snestorm blev det på gåben. I niende klasse skulle jeg vælge vej. Ambitionerne havde aldrig fejlet noget, så selvfølgelig skulle jeg videre i gymnasiet. En beslutning der bestemt ikke mødte opbakning. Imens blev der mumlet noget om, at dét var jeg overhovedet ikke parat til… Men dén slags har heldigvis altid kun gjort mig mere beslutsom. Stædig som jeg er. Så gymnasiet det blev.


Ovenstående er efterhånden 14 år siden og i sommers stod jeg med mit kandidatbevis i hånden. Jeg har aldrig været typen der har taget den lige vej. Heldigvis! For alt jeg har lavet undervejs, har betydet alverdens. Det har formet mig til den jeg er i dag. Jeg har lært meget – både om verden og mig selv – og ikke mindst fået indblik i andre miljøer. Miljøer, der ligger mile vidt fra hvor jeg befandt mig i starten af 1. g.

Og nu står jeg her. Jeg er blevet placeret i kassen af ressourcestærke ledige akademikere. En kasse jeg kun er kommet i, fordi jeg – for at sige det pænt – har knoklet r*ven ud af bukserne! Altid stået ved hvad jeg ville, fuldt min nysgerrige næsetip og klaret mig selv. Så hvis jeg skulle tage et rengøringsjob for at få økonomien til at hænge sammen, var det dét jeg gjorde. For det med lige at tænke over, at jeg også skulle have det helt rigtige studiejob (fordi min ”karrierer” afhang af det...) det kom altså i anden række.

Fra jeg blev færdig, har jeg været ledig. En situation hvor tvivlen hurtigt kan tage sit indtog, for kan jeg nu også bestride et job som højtuddannet?


Jeg får gang på gang at vide, at netværk er vejen frem. Frem til et job. Et job i den akademiske verden. Men når man som jeg ikke er velbevandret i dén verden, er det op ad bakke. Og bevares, jeg har da haft fem år til at lære den verden at kende. Men som en person uden nogen form for forudgående historik eller bagland, har man langt mere end det faglige at lære – Og dét tager sin tid. For ”survival of the fittest” hersker alle steder. Det er ikke den stærkeste, men den bedst tilpassede som overlever.

Jeg oplever, at et de erfaringer jeg har tilegnet mig fra diverse ”ikke-studierelevante” job ikke rigtig tæller. For hvad kan et tidligere job som hjemmehjælper gavne i et job som biolog?


Men, som alle andre ting i livet er vi dem vi er i dag, på baggrund af de erfaringer vi har gjort os tidligere.

Så med jobbet har jeg lært at arbejde under pressede situationer, tage selvstændige beslutninger, fået kendskab til menneskers forskelligheder, tilegnet mig evner til at kommunikere med en bred skarer af mennesker, fået indblik i verdenen som den ser ud, lært at sætte min viden ind i praksis, udviklet min empatiske sans… Og jeg kunne blive ved. Jeg lærte, at det ikke var personligt når en borger overfusede mig, men at det var deres selvværd der haltede. Det gjorde mig robust. Og er det ikke robusthed der efterlyses i det moderne arbejdsmarked? Det var også her jeg så min første Narhvals tand. Hørte dens historie og fik lov at holde den. Så selv her i hjemmeplejeregi, havde biologien også sit indtog.


Og hvad vil jeg så sige med alt det her? Sikkert ret meget. Men først og fremmest skal huskes, at førstegenerations akademikere ofte har nogle lidt anderledes kampe at kæmpe. Kampe som ikke er synlige for alle. Kampe, som måske ubevidst påvirker hvor de står konkurrencemæssigt på jobmarkedet. Men samtidig har de også styrker. For, uanset om du er førstegenerations akademiker eller ej, så er hver dag en dag med nye muligheder. Muligheder for nye erfaringer. Erfaringer der er som byggeklodser. Byggeklodser der langsomt opbygger den du er i dag, i morgen og i overmorgen. Og hver enkelt byggeklods har en andel i de styrker du har, og den person du er.