BLOG


Hundrede procent  (6. maj 2019)

- Af Pernille Sus Larsen


For et stykke tid siden rettede jeg opgaver. Vi havde lavet et forsøg med blodtyper og eleverne skulle udregne den procentmæssige fordeling i klassen. I en af rapporterne faldt jeg over en udregning; resultatet lød på 333%. Trods jeg ikke er matematiker, kunne jeg godt se det ikke helt stemte. Men det fik mine tanker til at flyde…


I matematikken er en helhed hundrede procent. I sproget siger vi ”Jeg giver mig hundrede procent” med henvisning til, at vi bruger alle vores kræfter og evner på noget bestemt - med andre ord, vi giver os fuldt ud.


At give sig 100% er der prestige i. For hvem siger for eksempel til chefen “Jeg har altså kun energi til at give mig 75% i dag”?


Jeg gjorde noget der lignede engang. Jeg sad og fik en øl med min vejleder og en flok internationale medstuderende. Snakken gik på, hvorfor man gør noget, hvis man ikke gør det hundrede procent. På mit gebrokkent engelsk fik jeg sagt noget a la: ”Med alle de fag [på universitetet] kan man da ikke gøre alle lige godt. Man bliver da nødt til at prioritere”


Der blev efterfølgende lidt akavet stilhed...


Mange mennesker vil gerne gøre deres bedste, hele tiden og i alle aspekter af livet - jeg selv inklusiv. Min tvivl går bare på, om det nu også er realistisk? Realistisk, at vi 24/7 er hundrede procent på. Hundrede procent på i samtlige af livets delelementer. Eller prøvelser om man vil.


Jeg sidder med dilemmaet nu - to jobs, en opfordring til at starte mit eget firma og et projekt jeg godt vil have gang i - men officielt stadig ledig. Jobcenter og a-kasse kræver mig hundrede procent “Du er jo ikke fuldtidsansat, så husk at bruge al din tid på jobsøgningsrelaterede initiativer”. Min indre prioritering er dog klar; jobbene kommer i første række. For de giver mening, det gør jobcentret ikke.


Samme prioritering gjorde jeg også i efteråret. Min mormor fik konstateret kræft. Mine ressourcer blev brugt på togture, venteværelser, undersøgelser, lægekonsultationer og uro. Ved den efterfølgende samtale i jobcentret, blev jeg fortalt at jeg skulle hurtigt i gang igen “Du har jo stadig ikke et fuldtidsjob…”


Samtidig tæller a-kassen ned. 24, 23, 22, 21, 20  antal måneder du kan få dagpenge. 30, 29, 28, 27, 26  antal uger du kan få supplerende dagpenge. 4, 3, 2, 1  antal måneder til næste karens. Det er endda vist med timeglas på hjemmesiden. Bare for at gøre nedtællingen endnu mere synlig...


Hvis dén konstellation ikke giver en snert af stress, hvad gør så?


Og bevares, stress kan i visse situationer være godt. Men der er forskellige former for stress - kortvarig og langvarig. Kortvarig er som gazellen på savannen, der pludselig bliver forfulgt af en løve. Adrenalinen pumper, gazellen undslipper. Den overlever og adrenalinkoncentrationen i blodet falder langsomt til normalt niveau igen. Men hvad nu hvis løven fik hjælp? Så hver gang den ene løve blev træt, overtog den næste og gazellen ville aldrig få ro...?


Vores kræfter er en ressource. En ressource på hundrede procent. Ikke mere. Den kan ikke blive større, men den kan hurtigt blive mindre.