BLOG



Modigt? (25. januar 2019)

- Af Nadia


”Det er meget modigt at lægge en blog op på LinkedIn, om at være arbejdsløs.”


Der har været mange reaktioner på mine blogindlæg, de fleste af dem meget positive, men der er selvfølgelig også et par kritiske imellem. Citatet er fra en god ven og tidligere studiekammerat, en udtalelse han kom med under et fortroligt møde på en cafe ugen efter mit første indlæg. Hans udtalelse har sat spor – og jeg har tænkt meget over det sidenhen. Jeg kan ikke rigtigt finde ud af om jeg er enig eller uenig i at det er modigt at udstille sig selv som arbejdsløs på et erhvervsorienteret socialt medie? Men det har ramt noget i mig, som jeg ikke rigtigt kan give slip på igen. Særligt fordi det er min hensigt med bloggen at andre også skriver indlæg, og derfor stiller jeg potentielt andre i en svær situation? Derfor handler dagens blogindlæg om mod.


Faktisk handler det ikke om mod, men nok snarere om skam og frygt – og at tabe ansigt, eller i hvert fald tab af noget, og så udstille det for alle at se.


For mig, er det at være arbejdsløs for en ekstremt blandet oplevelse. Nogle dage er det at være arbejdsløs forbundet med skam og frygten for at miste mig selv. Vores identitet er jo ofte tæt forbundet med det vi laver – det vi fylder vores liv med, bliver på en måde til dem vi er. Og det at være arbejdsløs præger ens selvopfattelse og oplevelse af selvrealisering. Det er de færreste der er arbejdsløse som rent faktisk ønsker at være arbejdsløse, og det er uanset om man er akademiker eller ej. Det er langt de færreste der drømmer om at være arbejdsløs. Måske ingen!?


Derfor er der også en snert af skam og frygt forbundet med at være arbejdsløs.


”Hvis det at være arbejdsløs er skamfyldt, hvorfor skriver du så en blog om at være arbejdsløs – hvorfor udstiller du sig selv som arbejdsløs?” Spørger du måske dig selv?


Ud fra den logik, giver det måske mening at tænke ”akademikernes frirum” som et modigt blogindlæg, men samtidigt giver det mig også mulighed for at genvinde lidt af noget af det jeg har tabt under min arbejdsløshed. Det giver mig også mulighed for at se frygten i øjnene, og gøre det umuligt for frygten at blive til angst. Selvom jeg skriver om et sårbart emne, og jeg udstiller mig selv, min person og min situation, så vinder jeg også noget tilbage.


For mig er det en mulighed for at leve autentisk med eller i min situation.


Jeg er måske også en person, der ikke er bange for at løbe en risiko. Og ja, der er da en vis fare forbundet med at skrive en blog om at være arbejdsløs, på en platform, hvor min fremtidige arbejdsgiver muligvis ser det. Men det er en risiko jeg er nødt til at løbe. Jeg tager chancen, og håber at min fremtidige arbejdsgiver ser det som en styrke, fremfor et svaghedstegn.


Jeg håber at selvom det måske kan virke skræmmende og risikofyldt, at der er andre end mig der vil bidrage med indlæg til bloggen. For som en anden læser har påpeget ”er det et farligt emne at blogge om, fordi jeg jo forhåbentlig snart ikke er arbejdsløs mere og derfor ikke har et grundlag for at skrive om at være arbejdsløs”. Med andre ord, har jeg brug for at der er andre der har lyst og mod på at skrive på bloggen, så den kan leve videre, selv når jeg forhåbentlig har fået et arbejde. Det er i hvert fald mit håb.