BLOG


Fortællingen om den fede kat  (1. september 2019)

- Af Nadia

 

For en uge siden flyttede jeg fra København tilbage til Odense, en lidt mere kompleks flytning da vi var tre piger der flyttede sammen. Jeg flyttede fra København til Odense og de to andre flyttede fra Odense til København. Under flytningen mødte jeg min venindes stedfar, som viste sig at være en spændende forsker og forfatter til en bog om Ghettoer i Dansk litteratur. Vi havde en spændende snak om parallelle samfund og ghettoer. Vores samtale mindede mig om en novellesamling jeg engang begyndte at skrive, men som aldrig blev færdig. Her får i fortællingen om den fede kat.

 

I stuen til højre bor der en gammel kone og hendes fede kat. Stuen ligger i gadehøjde, så når man går forbi ude på gade kan man kigge ind i lejligheden. I køkkenvinduet er der et fint hvidt broderet gardin, den type der hænger på tværs af vinduet, for at skærme af for verden udenfor. Over gardinstangen kan man engang imellem se den gamle kone, kigge lidt skræmt ud på verden over gardinstangen. Det virker som om hun gemmer sig, og står i skjul bag gardinet. Hendes hud er grå og fugerne i hendes ansigt vidner om årene der er gået, ligesom ringene i et træ. Hendes hår er om muligt endnu hvidere end gardinerne i vinduet. Ved siden af hende sidder den fede kat. En langpelset hvidgrå, fed kat. Den gamle kone plejer omhyggeligt den fede kats pels, og den ser elegant, nærmest fornem ud. Den gamle kone, som ikke har så meget familie tilbage forkæler den fede kat, med lidt for meget mad. Og da den fede kat har ret begrænsede bevægelsesmuligheder inde i lejligheden, er den med tiden blevet temmelig fed. Faktisk er katten også meget doven, selv hvis den kunne, ville den nok ikke have bevæget sig særligt meget. Det bedste katten ved er at ligge i det varme køkkenvindue og kigge ud, eller lægge på skødet af den gamle kone når hun sidder i den bløde lænestol og sover eller læser gamle dameblade.

 

Selvom man ikke kan se så meget af køkkenet med de blå fliser, kan man ofte se den fede kat i vinduet. Den sidder og kigger ud på kattene på gaden, i buskaset og på parkeringspladsen. De vilde underernærede katte, der ofte slås og kæmper om madrester mennesker har smidt i skraldespandene. Pludseligt springer de på hinanden og kæmper til den ene stikker af eller de bliver forstyrret af mennesker der går forbi eller en bil starter.

Den fede kat holder øje med kattene og deres aktiviteter fra sit skjul i vindueskarmen. Når den har set nok lægger den sig ned og tager sig en lur.

Den fede kat er lykkelig for at den ikke lever et liv på gaden. Det er for anstrengende – og de vilde katte ser så forpinte og magre ud. Den fede kat er godt tilfreds med sit liv i det blå køkken, i den lille lejlighed.

 

En ældre dame cykler ind på parkeringspladsen på sin mørkerøde cykel, stopper ved det  første affaldscontainerskur, stiger af cyklen, slår støttebenet ned og parkere cyklen et par meter fra den bagerste del af skuret. Damen med det korte grå hår, finder en nøgle i sine regnbukser. Det er en grå dag, det har ikke regnet endnu, men himmelen er grå og luften er tung, så det kan begynde at regne når som helst. Damen fumler lidt med nøglen, låsen binder lidt,  hun får åbnet døren ind til containerskueret. Inde i skuret er de to bagerste containere fjernet. Der hvor containerne engang har stået er der lagt madrasser ud, og der står skåle til mad og vand rundt omkring. Damen der lige har åbnet døren bukker sig ned og hilser på en rødstribet kat som smyger sig rundt om hendes ben. Hun nusser den bag ørerne og katten rykker kælent tættere på. En mørk kat, der lige er vågnet strækker sig og smyger sig ud af containeren langs væggen. Den mørke kat, er en fuldvoksen kat, med lidt indtørret blod i pelsen ved det venstre øje, den har været oppe at slås med en af de andre hjemløse katte. Damen rejser sig langsomt og samler skålene udenfor containeren. Hun går tværs over parkeringspladsen og hen til en mørkegrøn plastik kiste, der står i buskaset tæt på trappen ned til kælderen. Hun låser hængelåsen op og løfter det lette låg op. Fra kisten løfter hun en kæmpe pose kattemad op, dumper den tungt på jorden og lukker låget på kisten igen. Hun løfter posen med kattemad og går tilbage til containeren. Hun sætter sig på hug ved og fylder de mange madskåle med kattemad. Hun fylder dem godt op, der er en kæmpe top på skålene – nærmest små bjerge af kattemad. Da hun har fyldt alle madskålene rejser hun  sig igen, sætter skålene ind i containerskuret og flytter posen med kattemad ud til siden, så den står op af containerne. Nu er den næsten tom. Hun tømmer vandskålene og finder en gammel halvanden liters plastik flask frem fra hendes rygsæk som står i cykelkurven på hendes cykel. Hun fylder vandskålene og sætter dem ind i containerne. Inden hun lukker containeren igen, går hun tilbage til kisten med kattemaden. Da hun er halvvejs ude på parkeringspladsen, begynder alle gadens katte at strømme til. Nogle af kattene hilser på damen inden de fortsætter hen mod containeren. De mindste katte løber i forvejen ind i containeren og er allerede i gang med at spise af kattemaden, de har ikke så lang tid før de store katte kommer – og så har de mistet chancen for at få mad de næste par dage.

 

Damen har låst kattemaden tilbage i kisten. Hun krydser parkeringspladsen for sidste gang. Låser containerskueret af og låser sin cykel op. Hun sætter sig op på cyklen og cykler ud på parkeringspladsen og videre ud på vejen, og ganske kort tid efter, er hun helt ude af syne.

 

 

Der er så mange typer parallelsamfund i dag. Der er så mange fordomme og fjendebilleder. Men ofte er verden meget mere nuanceret end den umiddelbart fremstår.

Ghettoerne er en type parallelsamfund, universiteterne er en anden. Jeg mærkede det tydeligt som studerende, men endnu tydeligere nu hvor jeg er færddig uddannet akademiker, der forsøger at blive til noget ”i den virkelige verden” – på den anden side af campus grænse. Når verdner mødes, sker der sammenstød – og vi bliver forstyrret, men det er også deri, i forstyrrelsen, at potentialet til at lære nyt og udvikle sig opstår. Jeg elsker forskellighed og mangfoldighed, jeg elsker at der findes minoriteter og majoriteter – og at der imellem minoriteten og majoriteten er en uundgåelig tiltræknings- og modstandskraft. Jeg har boet i et bolig kvarter i Odense i mere end 8 år, som har været (og måske stadig er) på listen over ghettoer i Danmark. Jeg elskede at bo der. En minoritet i minoriteten. Mange af de internationale studerende på Syddansk Universitet bor i Vollsmose, ligesom mange andre økonomisk dårligt stillede borgere bor i ghettoerne; ældre, enlige mødre, folk på førtidspension. Hvorfor – fordi kommunerne har placeret dem der. I 2018 lavede den daværende regering en strategi mod parallelsamfund, særligt rettet mod ghettoer. Målet er at der i 2030 ikke skal være nogle ghettoer i Danmark. Det synes jeg ville være en skam. Og det er en unuanceret forståelse af hvad et parallelsamfund er – og hvilken funktion den har i samfundet den adskiller sig fra (og at det parallelle opstår i relation til samfundet det løber ved siden af eller fra?).