BLOG


Kasser og cirkler  (13. maj 2019)

- Af Nadia

 

For en måneds tid siden var jeg til TedX Odense med min kæreste. På ens navneskilt skulle der stå et emne man gerne ville tale med de andre deltagere om. Da vi besluttede os for at tage afsted i sidste øjeblik havde jeg meget kort tid til at finde på et samtaleemne. Jeg var på arbejde og midt i en danseklasse og sendte derfor en meget kort besked til min kæreste med mit emne ”kasser”. Han sendte mig en besked tilbage hvor han bare lige skulle have bekræftet at han forstod rigtigt – det gjorde han.

 

Til min store skuffelse havde vi meldt os til så sent at vores samtaleemner ikke var kommet med på vores navneskilte. Så jeg fik aldrig talt om kasser den dag.

 

Om aftenen da vi kom hjem, sagde jeg til min kæreste at jeg var lidt ked af at vi ikke havde fået vores emner på vores navneskilte og spurgte hvad han havde skrevet som sit tema. Efter vi havde snakket lidt om hans emne, spurgte jeg hvad han synes om mit emne. Han grinte og sagde at han synes det var lidt sjovt at vælge kasser som emne, på et navneskilt der skulle sidde på mit bryst. Vi grinte lidt – og jeg blev endnu mere ærgerlig over at vores samtaleemner ikke var kommet med.

 

For mig er kasser et centralt tema i mit liv lige for tiden. Af mange forskellige årsager. Ikke mindst fordi jeg forsøger at søge penge til udviklingsarbejde for Akademikernes frirum, men også fordi jeg forsøger at skabe opmærksomhed omkring arbejdsløshed iblandt akademikere – politisk og kulturelt. Arbejdsløse akademikere passer ikke rigtigt ind i de eksisterende forståelser af sårbare og udsatte. Jeg oplever enormt stor modstand når jeg beskriver arbejdsløse akademikere som socialt udsatte og en sårbar målgruppe – og det er jo klart at der er tale om anden form og type sårbarhed end psykisk syge og andre socialt sårbare målgrupper – men ikke desto mindre er arbejdsløse akademikere en sårbar og udsat målgruppe, på den måde at de er udenfor. Jeg ved godt at man ikke som ny uddannet arbejdsløs er en ”socialsag” men det bliver man hvis man er arbejdsløs i mere end to år – og det er der nogle der er. Derudover er livet som arbejdsløs en kæmpe kontrast til det liv man har kendt som studerende – og det er ensomt og skræmmende at leve som arbejdsløs, når man har været vant til at være studerende. I overgangen fra studerende til arbejder, det vakuum vi kalder arbejdsløs eller ledig, mister mange akademikere mening. Deres liv og meningen med det hele – deres eksistens og identittet – forsvinder og fader væk. At tabe mening som man har haft, er et svært tab. Så selvom akademikere ikke hører under socialpolitik – og ikke bliver betragtet som ressourcesvage og ikke er ressourcesvage – så bliver de det. De falder udenfor de etablerede kasser og kategorier for stærk og svag. Arbejdsløse akademikere falder udenfor kasserne.

 

Kasser er på mange måder gode. Både de fysiske kasser, men også de symbolske semantiske kasser. Der findes et princip om at forme en kasse af en cirkel – det er et princip som egentlig også er et begreb eller en teori om at man prøver at løse et uløseligt problem med løsninger der ikke passer. Lidt ligesom når et barn skal lære at putte femkanten i hullet til femkanten og stjernen i hullet til stjernen og ikke i trekanten. Kasser er jo ikke bare kasser. Kasser er noget vi passer noget ned i – når vi rydder op og ordner. Men alt passer bare ikke i kasser – noget, måske langt det meste, falder udenfor. Og så bliver kasserne et problem.