BLOG


Fremmedgørelse (15. marts 2019)

- Af Nadia


En meget central del af mit liv som arbejdsløs, er at skrive ansøgninger. Jeg skriver rigtig, rigtig mange ansøgninger – måske flere end de fleste, jeg holder mig i hvert fald sjældent til de 1-2 om ugen som der kræves. De fleste uger skriver jeg mellem 4-10 ansøgninger på en uge, og det er foruden kaffemøder, mailkorrespondancer og andre aktiviteter. Min søgestrategi har ændret sig meget, og mange gange i løbet af de sidste to år – og jeg skifter ofte strategi og taktik i forhold til min jobsøgning. Nogle gange er taktikken at skrive med spredehagl og andre gange bruger jeg meget tid på få ansøgninger. Jeg er ikke den største tilhænger af best practice – jeg tror faktisk ikke på det, for en praksis kan være perfekt og ideel i en kontekst og lige så håbløs og nyttesløs i en anden. Derfor kan jeg heller ikke rigtigt hverken anbefale hverken den ene eller anden strategi – og det er faktisk heller ikke min pointe i det her blogindlæg.

Det jeg vil påpege handler om det paradoks som kan opstå, når man skriver mange ansøgninger – og det er den primære aktivitet i ens liv.


En ansøgning er jo i bund og grund en salgstale. Man skal sælge sig selv, som den rigtige, den perfekte medarbejder til den stilling man nu søger. Det kræver integritet, opfindsomhed og troværdighed. Der er mange ansøgere, og konkurrencen er stor. Hver gang jeg skriver en ansøgning, giver jeg lidt af mig selv, jeg blotter mig og prøver at fremstille mig fra min bedste, mest troværdige side. Men når man som ansøger skriver en ansøgning har man på ingen måde særlig gode forudsætninger for at skrive den helt rigtige, perfekte ansøgning. Man har ikke den viden man har brug for, for reelt at målrette ansøgningen sine læsere – for man ved ikke hvem læseren er, man ved ikke hvad deres virkelighed er – og man ved ikke alt det som virksomhederne ikke stiller til skue. Forudsætningen for at skrive en god ”motiveret” ansøgning er i bedste fald dårlig. Men i mange tilfælde endnu værre end det.

Mange arbejdsgivere glemmer at en motiveret ansøgning er et svar, en respons på et stillingsopslag. I mange tilfælde er stillingsopslagene generiske, flydt med klicher og standard formuleringer. Alligevel forventer arbejdsgiverne at ansøgerne giver et personligt, karismatisk, originalt og ærligt svar tilbage. Men de glemmer ofte at de allerede har fordret et generisk svar, i punktform.


Den største udfordring for mig, når jeg skriver ansøgninger, er at jeg føler at jeg mister lidt mig selv. Jeg har ingen mulighed for at indfange eller beskrive mig på en ægte og energisk måde. Der sker noget med min beskrivelse af mig, når den transformeres til sorte ord på en hvid baggrund – for det er ikke mig. Jeg er et menneske, og jeg skal opleves – for jeg er meget mere end min viden, mine færdigheder, mine kompetencer og erfaringer. Jeg er et levende menneske, og når jeg bliver tvunget til at beskrive mig selv i en salgstale, til nogle mennesker jeg ikke kender – hvis interesser jeg intet begreb har om, så forsvinder jeg. Jeg bliver fremmede for mig selv. Jeg bliver et objekt for min beskrivelse. Men jeg er et subjekt, jeg er så meget mere end det jeg kan beskrive. Og hertil kommer fortolkningen. Hvordan skal jeg nogensinde kunne indfange min person i en ansøgning på en side, og forvente at en totalt fremmede vil forstå? Alt er på spil, men jeg har ingen brikker at flytte med? Jeg er fortabt.