BLOG

Ressourcestærke arbejdsløse – en ny måde at være udsat (11. januar 2019)

”Mit handicap er at være højt uddannet”

- Af Nadia

 

Min vej til valg af uddannelse, gennemførsel af uddannelse og nu som færdiguddannet. Vejen ind på arbejdsmarkedet, har været lang, snoet og fyldt med omveje. Min rejse til at blive uddannet har været noget af et eventyr, med udfordringer og prøvelser, som jeg aldrig havde forestillet mig at jeg skulle stå overfor. Den største og sværeste udfordring er den jeg har mødt i mødet med arbejdsmarkedet som nyuddannet akademiker. Et paradoks jeg aldrig havde forestillet ville være en mulighed, dengang jeg valgte at tage en akademisk uddannelse. Jeg er for overkvalificeret til de fleste stillinger, og de stillinger jeg er kvalificeret til har jeg ikke nok erhvervserfaring til at få.

Mit største handicap i forhold til at få et arbejde, er min uddannelse. En uddannelse jeg har taget for at forbedre mine chancer og muligheder på arbejdsmarkedet. En uddannelse jeg har taget fordi samfundets politikere for lidt mere end 10 år siden satte en kurs for uddannelsen i Danmark. Målet var klart; 60% af danske unge skulle gennemfører en mellemlang eller lang videregående uddannelse. Jeg er et resultat af den strategi og målsætning. Her i bagklogskabens lys, står det soleklart for mig, at det var en vanvittig og helt forkert strategi.

 

Samfundet står overfor et kæmpe problem, som aldrig har eksisteret før; arbejdsløsheden som helhed er rekordlav, samtidigt med at arbejdsløsheden, blandt unge dimittend akademikere, paradoksalt er voldsomt høj, og jo flere færdiguddannede akademikere der dimitterer fra universiteterne, jo større bliver problemet. Jeg er en del af problemet, jeg mærker det hver dag fra mit vækkeur ringer om morgenen, til jeg går i seng om aftenen – faktisk er det også nærværende i de hårdeste perioder, efter jeg er gået i seng, så ligger jeg der med al min viden, mine færdigheder og kompetencer og spekulerer over fremtiden. En fremtid, som til tider virker fuldstændig håbløs.

 

Mit liv som arbejdsløs dimittend akademiker er nærværende i alle aspekter af mit liv, og det er en hård tilværelse. Og selvom jeg har en masse viden og redskaber til at løse problemet, kan jeg ikke løse problemet. Jeg er stadig arbejdsløs, og min tilværelse er stadig fyldt med usikkerhed og svære bekymringer om hvordan jeg skal klare mig. Jeg famler i blinde, for at styre i en retning, for at komme ud af min situation, men jeg kan hverken se eller mærke at alle mine mange forsøg på at finde en vej, fører nogen vegne. Jeg famler videre i uvished.

 

Måske har du hørt om Sisyfos? Måske ikke. Sisyfos er en karakter fra en græsk myte, som har spillet en væsentlig rolle som analogi i den moderne eksistentialisme. Sisyfos var dømt af guderne til at skubbe en sten til toppen af et bjerg, for derefter se den trille ned igen, så han kunne starte forfra med at trille den til toppen af bjerget den næste dag. Sisyfos er et billede på den menneskelige eksistens, og absurditeten i måden mennesker stræber og knokler for at nå et højere mål. Hvorfor inviterer jeg Sisyfos og fortællingen om det absurde i menneskets tilværelse ind i mit blog indlæg om akademikernes frirum? Det gør jeg fordi jeg mærker den absurditet som Camus beskriver, som værende det mest nærværende i mit liv som arbejdsløs jobsøgende. Jeg kæmper og kæmper hver dag, ligesom Sisyfos for at nå toppen. Min byrde er ikke en sten, men byrden af ikke at have et arbejde, en tilsyneladende meningsløs tilværelse, der blot består i at sende utallige ansøgninger, for derefter at modtage det ene afslag efter det andet. Så til forskel fra Sisyfos løber jeg hvileløst rundt om bjerget for at finde en sten jeg kan trille til bjergets top, for derved at få en eller anden mening ind i mit liv.

 

Selvom jeg er arbejdsløs og akademiker, og er en del af et større samfundsproblem, så går livet videre. Selvom min tilværelse er trist, frustrerende og til tider føles ekstremt meningsløs og absurd, så vågner jeg de fleste morgner og er glad. Jeg vågner de fleste morgener og er fuld af håb og tror på at jeg nok skal finde et meningsfuldt arbejde. Livet går videre på trods af min livssituation.

 

Meningen eller intentionen med denne blog er ikke en vred-klumme, den har ikke til hensigt at være et terapeutisk rum eller et sted hvor jeg vil komme af med mine frustrationer. Jeg håber at bloggen kan blive en mulighed for indsigt i arbejdsløse akademikeres liv og tilværelse. Jeg håber den kan være en platform for andre arbejdsløse eller akademikere der arbejde med noget som de er overkvalificerede til. Jeg håber bloggen kan blive et forum for akademikere som ikke har mulighed for at forløse deres potentiale, som bliver overset eller ikke har fundet sin plads; i samfundet, i livet, i tilværelsen.